Minster Mattias Tesfaye besøger Papirværk

Minster Mattias Tesfaye besøger Papirværk

Læs mere i denne artikel: Artikel

Udklip fra Ugeavisen Odense:

Buchwaldsgade: Torsdag eftermiddag dukker en ministerbil op i Skibhuskvarteret. Årsagen til besøget er, at det er kommet Udlændinge- og Integrationsminister Mattias Tesfaye for øre, at det lokale iværksætterprojekt Papirværk har haft succes med ansættelse af en helt speciel person, nemlig den syriske flygtning Hewin.

Hun er efter seks år med danskkursus, arbejdsprøvning og forskellige praktikpladser endelig lykkedes med at finde fast ansættelse i Papirværk, og sammen med sin arbejdsgiver viser hun ministeren rundt i virksomheden.

Atypisk brandingfirma

Når man træder ind i Papirværks store, firkantede fabrikslokale på 1. sal, fornemmer man ikke lige med det samme, at der er tale om en virksomhed, der leverer et produkt, som er stærkt efterspurgt af højt profilerede firmaer.

Rummet er sparsommeligt udstyret med nogle borde og vaskekummer, og ved første øjekast er der ikke noget som helst, der virker højteknologisk.

- Det eneste, vi benytter i vores produktion, er papir og vand, siger Papirværks indehaver, Jonas Thorup Langelund, og fortæller, at han oparbejder kasseret papir til genbrug.

Han har fundet en niche, hvor der er mulighed for, at miljøbevidste firmaer kan genanvende deres egne papirvarer og ”brande” deres virksomhed, som det hedder på godt nudansk.

Kort fortalt leverer forskellige firmaer deres kasserede papirvarer til Papirværk, som opløser papiret i vand og genskaber det som et kartonagtigt materiale, der kan anvendes som eksklusive kort og lignende.

- Der er kommet så meget interesse for kortene, at jeg har været nødt til at finde ekstra arbejdskraft for at kunne følge med efterspørgslen, siger Jonas Thorup Langelund.