Odense Friskole er for nylig blevet Papirværk Partner, og oplever nu, hvordan samarbejdet ikke kun gavner miljøet, men også at skolens arbejde med bæredygtighed bliver mere synlig hos elever og medarbejdere.
”Den feedback vi har fået både fra elever, forældre og medarbejdere er, at det er et vedkommende, spændende og meningsfuldt projekt, vi har etableret med Papirværk”, fortæller skoleleder Thomas Hestelund.
Odense Friskole opsøgte et samarbejde, da de havde et ønske om at arbejde med bæredygtighed og samtidig havde et uforholdsmæssigt stort forbrug af papir. Derudover kunne de se en kobling til elevrådet, som kunne inddrages aktivt i projektet, da konceptet er overskueligt og nemt at gå til. ”Med få greb og indsatser føler vi, at vi gør en forskel”, fortæller Thomas.
Den synlige forskel
Den cirkulære tankegang er blevet meget tydelig, og en samtalestarter på gangene og i klasselokalerne. Især elevrådet og forældrebestyrelsen på Odense Friskole, har været meget engageret i implementeringen og har i samarbejde med stifter Jonas Thorup, gjort et betydningsfuldt arbejde med at udbrede konceptet for store og små i alle afkroge af skolen. Jonas har blandt andet, af flere omgange, været med til morgensang for at fortælle om projektet og uddybe forståelsen for, hvilken forskel det rent faktisk gør. Det affødte følgende respons fra eleverne: ”Nu kan vi endelig se, hvad bæredygtighed er, efter så lang tid, kun at have hørt om det”.
Et bæredygtigt skoleliv
Den visuelle og fysiske manifestering af projektet, i form af nye beholdere og adfærdsmønstre der ændres, er én ting. En anden er elevernes dannelse og horisontudvidelse, der lige så vel affødes af projektet. ”Vi vil gerne være en bæredygtig skole, og hjælpe vores børn med at have et bæredygtigt blik. Mange familier taler om det der hjemme i forvejen, og det vil vi gerne have ind i den måde vi danner vores skoleliv, og det var derfor meget naturligt at tage fat på Papirværk, og få det ind i vores hverdag”, uddyber Thomas Hestelund.
Hør Thomas fortælle mere om den værdi som arbejdet har skabt:
Cirkulær genbrug
Skolen har fået sat affaldsspande op centrale steder rundt på skolen, hvor alt deres papiraffald bliver samlet og afhentet ved behov. Alt det indsamlede papir bliver kørt til papirfabrikken, hvor det omdannes til nyt papir. Odense Friskole har derefter købt flere produkter tilbage, som er lavet af deres eget affald. Det er cirkulær bæredygtighed når det er allerbedst.


